Yinyoga i klinik Mitra på Frederiksberg - Torsdag aften kl. 19.45-21.00 har du mulighed for at deltage på et fast ugentligt hold. En mulighed for at lande dagen og tømme hovedet. En stund uden forventninger til hvordan det bør være eller se ud.

Yinyoga er en mere langsom og meditativ yoga end andre yogastilarter. Det er en indadvendt praksis, hvor du får mulighed for at sænke tempoet, søge indad og være med det som måtte dukke op; fysiske fornemmelser i kroppen, følelsesmæssige reaktioner og energiskift. Vi byder det hele velkommen.

I Yinyoga arbejder vi med at skabe mere bevægelse i leddene og styrke bindevævet gennem lange, dybe stræk - vi er ofte i de siddende og liggende stillinger i 2-5 minutter. Den relativt lange tid i stillingerne kombineret med en aktiv, fokuseret vejrtrækning, er med til at skabe et dybere stadie af afspændning og eftergivenhed - i både krop og sind, hvorved mængden af stresshormoner i kroppen reduceres.

Yinyoga er for alle og kan med fordel benyttes som et supplement til din daglige træning, eller som en måde at skifte gear i en ellers travl hverdag. 

Hvis du ønsker det, kan du også booke mig til yinyoga-sessions. Det kan enten være 1:1 hos dig eller mig, eller det kan være, at I er en gruppe, som har et lokale vi kan være I. Kontakt mig endelig hvis det skulle have interesse.

Klik her for priser og booking.